sep 232013
 

For de der ikke skulle vide det, så deltog jeg i H.C. Andersen Marathon i Odense i går. Det var så fed en oplevelse at jeg gerne deler den med mine klubkammerater og hvem der ellers måtte være interesseret.

Langt fra alle har ambitioner om at løbe en marathon. Men lad det være inspiration til en positiv indgangsvinkel til løbets psykologi.

I dagene inden og i timerne op til løbet havde jeg et tiltagende antal sommerfugle i maven. Jeg var ikke nervøs. Det var simpelthen forventningens glæde. I dette tilfælde viste det sig ovenikøbet at blive overgået af oplevelsen 🙂

OverskudI erindelsen om den blandede oplevelse i Berlin sidste år havde jeg besluttet mig for at skide på de andre løberes tempo, at skide på snakken om at “balancere” på syregrænsen, at skide på andres forventninger til min tid, at skide på andres modstridende overbevisning om hvordan en marathon skal løbes “rigtigt”. Jeg ville være til stede og jeg ville nyde oplevelsen. Det havde jeg BESLUTTET

En stor del skyldes også forberedelserne. Jeg gjorde brug af en erfaring om hvad der virkede for mig. En erfaring jeg udbyggede i går.

Kosten baserede jeg dels på åbent at tage imod gode råd og dels hvad jeg havde erfaret. Aftenen før spiste jeg en god portion pastasalat indeholdende broccoli, kylling, bacon, peanuts og overhældt hvidløgsdressing. Jeg drak en del væske indeholdende salt. På dagen startede jeg med lidt yoghurt, toast med honning, bananer og et par kopper kaffe. Inden løbet spiste jeg banan og energibar. Under løbet sørgede jeg hele tiden for ikke at drikke for meget, men også så jeg ikke blev tørstig. I starten var det energidrik, som jeg vidste jeg i høj grad ville få glæde af. Sidste del af løbet sørgede jeg “blot” for at jeg ikke manglede væske og gik derfor over til vand.

Hvad træningen angår findes der også forskellige “rigtige” metoder. Jeg valgte efter grundig overvejelse at følge min træners råd; at løbe til grænsen for mit “snakke-tempo” og ikke efter de “officielle” langsommere beregninger. Han viste sig at have ret… Efter min erfaring med sidste års overtræning, valgte jeg dog at være mere forsigtig end sidste år i tiden inden min marathon og i højere grad lytte til kroppen.

Jeg vil sige en SPECIEL TAK til Jan Aalling som bestemt har stor andel i gårsdagens succes.

I selve løbet holdt jeg mig til fartholderen der skulle gennemføre på 3½ time – tiden som jeg på forhånd håbede at at kunne gennemføre på. Jeg havde bestemt ikke svært ved at følge med i starten. Det gjorde mig samtidig i stand til at nyde oplevelsen. Halvvejs havde jeg derfor stadig overskud. Jeg fortsatte med at følge det tempo. Da jeg rundede 28 km. og havde løbet ca. to tredjedele af løbet gav jeg mig selv lov til at løbe mit eget tempo, som selv på det tidspunkt viste sig at være hurtigere. Det begyndte efter yderligere kilometer at blive tungere og jeg kunne nu mærke ømheden komme snigende – men stadig med overskud og jeg ramte aldrig “muren”. Hele vejen fra de 28 km. og helt til målet overhalede jeg andre løbere.

Jeg nåede mit mål for tiden men vigtigst af alt så blev det til en uforglemmelig oplevelse 🙂

Dette er ikke nødvendigvis den “rigtige” måde for dig men virker for mig. Brug det hvis du kan men mit råd er at gøre sig sine egne erfaringer.