I begyndelsen af september tog Michael, min bror Aage og jeg afsted på eventyr, og som så mange gange før (i hvert fald for Aage og mit vedkommende) gik turen øst på. Aage og jeg har siden år 2000 haft en årlig udlandstur sammen, og i år havde vi altså lokket Michael med. Som et relativt nyt indfald har Aage og jeg deltaget i et løb på destinationen, f.eks. deltog vi i Jerusalem Marathon (dog 10 km) sidste år. Og som bekendt er Michael ikke svært at overbevise, når det drejer sig om løb…
Kazbegi Marathon er et trailmarathon, der foregår i Kaukasus-bjergene tæt på grænsen til Rusland. Mod nord grænser Georgien her op mod Tjetjenien og mod øst ligger det russisk kontrollerede Syd-Ossetien, så man er tæt på nogle af verdens brændpunkter. I Kazbegi fornemmer man nu hverken uro eller spændinger, og området virker sikkert.
Vi havde booket os ind på Rhezos guesthouse, og selvom der var lidt forvirring om, hvad der indgik i prisen, fik det som først lovet i mailen: overnatning samt to daglige måltider. Her er det godt at have alt på skrift og tæt på hånden. Maden var fantastisk og hjemmelavet, og Mama Rhezo underholdt os med charme og vodka 🙂
Selve Kazbegi er meget landlig – selvom der er meget og tungt trafik, der går gennem byen til og fra Rusland, går både køer, grise og heste frit rundt i gaderne. Kazbegi er desuden en vigtig hub for turister, især folk der hiker. Byen ligger i en dal med Georgiens højeste bjerg, Mt. Kazbegi, lige uden for døren. Ved Kazbegi halvmarathon går ruten fra byen (1750 m højde) og op til en kloster i 2200 m højde.
Ved ankomst blev jeg ved synet af bjergene noget betænkelig ved projektet, men heldigvis havde vi et par dage til at blive klimatiseret til højderne, og vi havde tid til at gå op af bjerget på den mest udfordrende del af turen – det var guld værd for mig. Ruten går på en meget stejl sti, hvor underlaget er store sten (vel en 10-20 cm i diameter), der gjorde det meget svært at løbe op ad for andre end bjerggeder (eller engle – men det kommer vi tilbage til)…
Registreringen foregik på byen bedste og i den grad dyreste hotel med rødvin, der er danske priser værdige. Her fik man under den inkluderede pastaparty lejlighed til at møde andre deltager og få tips til dagen. Vi mødte georgiske George, Danny fra Rumænien og Hiroko fra Japan, som vi skulle gøre følgeskab med de kommende par dage.
På løbsdagen mødte vi velhydrerede op uden for byens museumsplads. Inden løbet startede, lød den georgiske højtidelige nationalsang, hvorefter løbet blev skudt i gang. Ruten førte gennem landsbyen Gergeti, hvorefter den ramte “muren” ad den nævnte sti. Mens jeg og langt de fleste andre deltagere valgte at gå stønnende op ad bjerget, løb Michael i fuld fjerdspænd op og tog billeder af os andre. Her var det, at Michael mødte en tysk deltager, der senere sagde til ham, at han var “running like an angel” – eller var det en bjergged… 🙂 Vi fulgtes således op og ned af bjerget, men efter 7 km havde vi aftalt at løbe hver vort eget løb. Ruten fortsatte ned i en dal – over stok, sten og marsk. Michael kom i mål efter 02:23 og jeg efter 02:58.
Efter et par dage tog vi til hovedstaden Tbilisi og Gori, hvor Stalin kom til verden. Vi fik løbet lidt i Tbilisi, men med 34 grader om eftermiddagen og med ben så tunge som blyklodser var det hårdt at komme i gang igen 🙂
Alt i alt en fantastisk tur, som kun kan anbefales til de eventyrlystne 🙂